rip.prins.henrik

Même lorsque je traverse la vallée la plus sombre, je n'aurai pas peur, car vous êtes près de moi. Ta verge et ton bâton me protègent et me réconforte.


I det sekund, den 32-årige Henri de Monpezat trådte ud på dansk jord, forvandlede hans tilværelse sig. Han var offentlig ejendom. Nu og resten af sit liv.


Netop derfor gav det igen og igen genlyd i kongeriget Danmark, når prins Henrik insisterede på at være sig selv. For hvordan kan man være sin egen, når man tilhører en hel nation?


Han var på mange måder en royal rebel. Helt op i en alder, hvor de fleste rebeller ville være faldet til ro, fortsatte prins Henrik sin kamp.


Han havde legebarnets nysgerrighed, livsnyderens begejstring og kunstnerens følsomhed. Han havde let til smil og latter, var sine venners ven, og hans humor kunne være lige så sort, som hans garderobe kunne være spraglet.


Manden, der i 1960’erne formelt opgav sin egen identitet – men reelt aldrig gjorde det – frasagde sig dengang sit navn, sit fædreland, sin karriere og sin religion for at genopstå som prins af Danmark.


Og i sin bryllupstale den 10. juni 1967 gjorde han klart, at han vitterligt agtede at blive dansker:


- Som en anden nybagt student skal jeg jo nu lære Danmark og danskerne at kende – det er mit forsæt at bestå min eksamen med pæn karakter, sagde han.


Prins Henrik gjorde som medlem af Kongehuset et enormt arbejde for Danmark.


Han var ikke bare sin hustrus støtte gennem mange år. Han var også præsident, ærespræsident, formand og bestyrelsesmedlem i knap 20 foreninger og fonde.


Særligt det danske erhvervsliv havde hans bevågenhed, og han var protektor for ikke færre end 67 organisationer. Selv da prins Henrik gik på pension, beholdt han størstedelen af sine protektioner og æreshverv.


Han var sammen med dronningen vært for over 50 regerings- og statsoverhoveder, og han var på over 50 statsbesøg i udlandet. Her kom prins Henriks erfaringer fra den internationale verden – både fra sin opvækst og sit arbejde i diplomatiet – ham til stor nytte i arbejdet for Danmark.


Prins Henrik rejste ud med dronningen eller alene, åbnede den ene udstilling og messe efter den anden, han stod i spidsen for flere store erhvervsdelegationer, og han gjorde det med oprigtig interesse hver gang.


Han elskede at møde menneskene på sin vej, og hans varme og vittige væsen kom ofte frem ved disse møder.


En ven af regentparret sagde det præcist: ”Dronningen er folkekær, prins Henrik er folkelig”. Han var således ikke bleg for at sætte en slange på hovedet til ære for fotograferne, eller nysgerrigt afprøve alverdens maskiner, som blev sat foran ham.


Prins Henriks eftermæle er lige så sammensat, som hans personlighed var.


Uenighederne kunne være mange - både hos regentparret og mellem prins Henrik og danskerne. Men han gav om nogen kongeriget Danmark kulør. Og for dem, der kendte ham godt, og for mange af dem, der kendte ham på afstand, vil dette stå klarest:


Det er en mand med et stort livsmod, et stort hjerte og et stort smil, der nu er rejst videre.