monoproletariat

af:

Jan B. Jacobsen


Monoproletariatets fallit.






Danmark er heldigvis ikke socialistisk ledet. Det socialisterne glemmer at ingen isme fungerer i sin yderste konsekvens, hverken socialismen eller kapitalismen, eller ret mange andre ismer. 


Desuden er det ofte typisk for den ydre del af venstrefløjen, at de ser ned på andre, som ikke er enige og mener at de er uvidende. Der opstår en form for meningsracisme, et ”vi alene vide”. Ydermere passer f.eks. kommunismen ikke til det moderne samfund


Karl Marx tog fejl: På et tidspunkt opstår muligheden for et socialt merprodukt, som muliggør, at en klasse af medlemmer kan monopolisere produktet og frigøre sig fra arbejdet. Altså monopol. Dette kan medføre at der producerer og sælger varer (arbejderne), ikke automatisk fortsætter udvekslingsprocessen og køber andre varer. I stedet kan de i "dårlige tider" foretrække at "holde på pengene" og dermed forværre de dårlige tider. Derfor er der nødt til at være et økonomisk overskud til at drive produktionen og økonomien videre og NOGEN, som HAR dette overskud.


Tiderne har ændret sig, fra de økonomisk strenge tider efter 1. verdenskrig, hvor sulten og nøden drev masserne til revolution, som måske løse problemerne for den undertrykte klasse, men som oftest førte til rødt diktatur, som endte med at undertrykke al fri vilje, fri initiativ og kapitalens mulighed for at udvikle samfundet.


Der kan bare nævnes, USSR, Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Grækenland, Jugoslavien, som efter årtier med kommunistisk/socialistisk styre faldt sammen, da folket ikke ville finde sig i at blive undertrykt af det politiske system, som viste sig ikke at være så demokratisk og lighedfremmende, som de have lagt op til.


Den undertrykkelse af folket, som viste sig at være resultater af massernes revolte førte på længere sigt, ikke til andet end en anden form for diktatur.

Det klasseløse samfund findes ikke og det er en drømmeutopi, som ikke kan lade sig gennemføre i virkeligheden.

Det gode samfund har plads til forskelligheder og til at hver enkelt kan få mulighed for at ”dyrke sin egen have” og selv høste frugterne af sin indsats, uden at staten blander sig, ud over det nødvendige, for at samle de op, som falder igennem. Men der er nødt til at være en semi-blød herskende klasse, som sætter tingene i gang, som bærer det tungeste læs, som yder til den fælleskasse, som skal ”vande” de, som ikke kan selv.


En lige fordeling af værdierne er ikke gennemførlig. Det er vigtigt at vi giver plads til igangsætterne, til de som satser for at sætte i gang. Klassekampen bliver for ofte til klasseHAD, som går ud over fornuften og samfundets nødvendige variation. Det bremser det private initiativ og sætter udviklingen i stå. Det handler ikke om klassekamp, men om gensidig forståelse, både OP og NED, for at alle ikke er, og ikke skal være ens.



monoproletariat