9 november 1989:
DDR´s politbureaus talsmand Günther Schabowski holder pressekonference, som består af tørre opremsninger af styrets tiltag. Pludselig læser han at ”nu kan enhver borger i DDR frit rejse til Vestberlin, uden foregående tilladelse, begrundelse eller familiære forhold”.  

Den Vesttyske journalist spørger: ”hvornår gælder det fra”, og Schabowski ”fortaler” sig.  ”das gilt nach meiner meinung sofort” (det må vel være fra nu af).  DDR styrets plan var at det skulle have været annonceret i radioavisen kl. 04 den 10 november, men en enkelt mands ”fortalelse” blev starten på friheden.

I årene fra 1945-1965 flygtede ca. 2,1 mil DDR-borgere til vesten og derfor besluttede DDR, godt støttet af USSR at bygge en ”antifascistisk beskyttelsesmur” mellem Øst- og VestBerlin, Berlinmuren var en realitet og pludselig natten mellem den 12 og 13 August 1961 var friheden spærret inde bag beton. Familie og venner blev forhindret i at besøge hinanden, togstationer i  Østberlin blev muret til og det var ikke længere muligt at færdes frit, hverken fysisk eller mentalt i ”det socialistiske paradis DDR”.

I 1961 udtaler DDR´s leder Erik Honnecker. ” mauer bleibt noch 100 jahre” (muren bliver stående i 100 år), men efter 28 års statsfængsel kunne folkets vilje til frihed ikke længere holdes nede, frihedens vilje vandt over undertrykkelsen og tanker om at der fandtes noget andet end det liv de troede var eneste mulighed.

Efter Günther Schabowski´s melding strømmede folk udi gaderne i Østberlin mod grænseovergangene, især til Bernauer Strasse, hvor komandanten Harald Jäger skulle blive tage en beslutning ”hvad gør vi nu”? Som den aftens største helt besluttede han ”nu åbner vi bommen”, og så faldt Berlinmuren sten for sten.

I mine mange besøg i Berlin har jeg selv stået bl.a. på broen ved Bernauersrasse og kunnet fornemme den frihedens lettelse, som DDR-borgere må have følt den aften i 1989. Det er tankevækkende at gå rundt i Berlin og tænke på at den frihed til at færdes som vi vil, ikke altid har været der. Berlin er verdens bedste, mest fascinerende by, fra den første Berlinmur fra 1241 til vor tids mur. Hver gang jeg har besøgt Berlin er det en tradition at gå gennem Brandenburger Tor, og måske tænke på at der fandtes en tid, hvor det ikke var muligt, hvor friheden var noget DDR-borgere kunne se på afstand, over en mur.

Vi skal huske den kamp for friheden som ikke kan holdes nede for evigt, den kamp som borgerne i DDR endelig fik.
Der er dog stadig forskel på Øst- og Vestberlin i dag, man kan næsten trække en streg med kridt på gaden, hvor den usynlige opdeling er. I Øst kan der stadig være lavere lønninger for samme job, som i vest, der findes flere små utidssvarende boliger i øst, der er også små sproglige forskelle.

For mig er Berlinmurens fald den største enkeltbegivenhed i verdenshistorien, viljen til frihed vandt over undertrykkelsen og det skal vi både huske og lære af. Friheden er ikke en automatisk konstant størrelse, men noget vi skal værne om og være bevidst om.

R.(I.P) Berlinmuren 12/13  august – 9 november 1989.