Frem og tilbage på må og få – du må få, men kun hvis du kan gå ?

Efter lang tids sygdomme, er jeg nu kommet op til overfladen igen og vil være med i samfundet igen og er bevilget diverse tiltag: fysioterapeut, psykolog, jobkurser og nu et godt praktikforløb, for at få afklaret min fremtidige jobevne. MEN hvordan kommer man til og fra? Når ens handicap forhindrer brug af offentlige transportmidler?

Som skrevet står: Personer med handicap skal have samme muligheder for at deltage på arbejdsmarkedet som personer uden handicap.

De ”lige vilkår”, som så fint beskrives i diverse love og bekendtgørelser, forsvinder når det skal føres ud i praksis og ligeberettigelsen, i den sammenhæng men er blevet sat ind i / bevilget, ÈR der bare ikke, når man, som bevægelseshæmmet ikke han komme fra a - b og deltage i de forløb man er blevet ”sat ind i” og som man gerne vil deltage i.

Når man gerne VIL være med, bruge sine evner, kompetencer og erfaringer til noget andet end at sidde derhjemme og kigge ind i vægen.

Når man er kommet i et godt konstruktivt forløb, som hjælper fremad og opad i livet igen. Når man igen kan være en aktiv, medvirkende del af samfundet, så er det et nederlag at man ingen kan hjælpe med, hvordan man skal komme

rundt til de forskellige tiltag: træning, psykolog, kiropraktor, jobtræning osv.

Ingen lader til at kunne hjælpe med det problem, den ene offentlige instans efter den anden meddeler at det ikke er noget de kan hjælpe med. Der bliver bevilget f.eks. 104 ture med Flextrafik Handicap, som egentlig er til fritidsbrug: besøg, kultur, banko osv. MEN dé ture er blevet brugt til at komme til de forløb, som ”det offentlige” har bevilget/”beordret” og hvad så, når der ikke er flere ture? Hvordan kommer man så frem og tilbage, når man ikke kan bruge offentlig transport, pga. sit handicap.

”Man må yde, før man kan nyde”—jo tak gerne, skal nok yde 100% ,men det kan man ikke, når man ikke kan komme frem og tilbage for at yde